Hvad gør man egentlig, når man gerne vil opleve Fredericias historie, når museet har lukket? Selvom det er udenfor Fredericia Bymuseums åbningstid, kan man møde Museum Fredericia på mange måder.
Museum Fredericia er tilstede på en række digitale platforme. Udover egen hjemmeside, finder du os på Facebook, Instagram og Youtube. Vi tilbyder også podcasts og det gratis mobilspil “Landsoldaten”, som i 2022 modtog formidlingsprisen fra MID (Museumsformidlere i Danmark).
I “Landsoldaten” går man på opdagelse på Fredericia Vold. Her skal man hjælpe Landsoldaten med at finde historiske genstande, der tilsammen fortæller om Fredericias historie.
Man begynder spillet på Landsoldatpladsen i Fredericia og herfra er der forskellige missioner på volden.
Landsoldaten er en aktiv app, som giver dig mulighed for at kombinere historie, læring og bevægelse. Jo flere spor du finder, des mere af historien åbner du op for.
App’en er perfekt til en familietur, en rolig gåtur eller en aktiv løbetur, fordi du fysisk bevæger dig hen til sporene for at åbne dem.
Du får mulighed for at komme helt tæt på de historiske begivenheder, der har udfoldet sig ved Fredericia, samtidig med at du oplever Fredericia Vold.
Oplev historien om Treårskrigen, og den rolle Fredericia havde som fæstningsby. Opsnus sporene i app’en – så finder du måske ud af, hvem der vandt!
Landsoldaten kan downloades i App Store eller Google Play.