Invitation til bogpræsentation

Museum Fredericia inviterer hermed til bogpræsentation i anledning af bogudgivelsen ”KAOS Krige og overlevelse i 1600-tallet”. Bogen handler om det krigshærgede 1600-tal og er blevet til i samarbejde mellem Museum Fredericia, Museum Kolding og Vejlemuseerne. Den præsenterer resultaterne af et forskningssamarbejde støttet af Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Forlaget skriver blandt andet om bogen:

”Med udgangspunkt i de dramatiske begivenheder under Kejser-krigen, Torstenssonfejden og Karl Gustav-krigene følger bogen sporene efter krigene i landskabet, hverdagslivet, troen og erindringen. Arkæologiske fund fra den store svenske lejr ved Bredstrup bringer os tæt på soldaternes og civilbefolkningens verden, mens breve, retssager, sagn og samtidige beretninger fortæller om ødelæggelse, traumer, håb og erindring.”

Museum Fredericia inviterer til en hyggelig eftermiddag med oplæg ved museumsinspektør og en af bogens forfattere Vibeke Kaiser-Hansen, bogsignering, fællessang, lidt kage og et godt glas.

Sted: Michaelisgaarden, Vendersgade 30B, Fredericia

Tidspunkt: 1. september kl. 15.30

Se mere om bogen og få et smugkig hos forlaget: https://nordacademic.dk/da/publikation/kaos/9788712079668